bønderne kæmper





22. februar 2020



Ekspropriering er en af de vigtigste årsager til sociale spændinger i Vietnam og udløser mange protester fra landmænd og bønder. Men det er også med til at forværre miljøet og følgerne af klimaforandringerne.





Af Inger V. Johansen

Problemet kan ses med det blotte øje med de store turistprojekter langs kysterne, som har krævet massiv ekspropriering af jord. For eksempel det store resort-område ”China Beach”, beliggende mellem Danang i det centrale Vietnam og UNESCO-kulturbyen Hoi An. En 30 km lang strækning med golfbaner, forlystelsescentre og luksushoteller. Det samme ses også mange andre steder på den vietnamesiske kyst. Men udvidelsen af de større hastigt voksende byer bidrager også til problemerne med sociale spændinger.


I august 2008 annoncerede premierminister Nguyen Tan Dung at Hanoi skulle udvides til også at omfatte Ha Tay provinsen og et par andre nærliggende byer, hvilket betød at Hanois areal tredobledes. Dette er også led i en målrettet politik, der går ud på at omdanne landbrugsområderne rundt om bycentrene til zoner beregnet på byudvikling, og omdanne land i byernes periferi og langs hovedvejene til industrizoner, og at afsætte land til turisme på Vietnams 3.000 km lange kyststrækning.


”I Hanoi æder skyskraberne rismarkerne”, lyder det i overskriften til en artikel om byudviklingen i Hanoi, hvor Hoang Huu Phe, direktøren for Vinaconex, Vietnams største statsejede byggefirma, taler for at bygge en smart hi-tech hovedstad i Hanoi. Han er ikke bange for boligbobler: ”Vi må bruge spekulation som en drivkraft,” udtaler han, ”jeg vil bruge markedsmekanismerne for at realisere min drøm.” Det oplyses, at i 2008 tiltrak ejendomsprojekter over 28 milliarder dollars, eller næsten halvdelen af de udenlandske investeringer i Vietnam.





Spekulation og korruption

Men problemerne med ekspropriering af jord knytter også an til problemet med den omsiggribende korruption. Det uhæmmede byggeri fører til spekulation i et land, hvor man mangler jord, idet to tredjedele af landet er højland. Investorer finder ud af at det giver flere penge at undlade at opføre de projekter, de har ansøgt myndighederne om tilladelse til, og i stedet sælge jorden senere – eller opdele den og sælge den – for derefter at opnå langt mere for den.


Landsbyer og bønder har protesteret og demonstreret mod at få taget deres jord for ingenting, hvorefter den sælges for 100 gange mere. Mellem 2011 og 2015 beslaglagde myndighederne 112 billioner dong – ca. 30 milliarder kroner – og inddrog over 18.700 hektar ulovligt eksproprieret jord. Der var 455.900 klager som førte til 7 milliarder kroner i bøder.


På den baggrund indledte det vietnamesiske kommunistpartis generalsekretær Nguyen Phu Trong som formand for Den Centrale Antikorruptions Styrekomité i 2015 en større kampagne for at opnå en mere effektiv indsats mod korruption, svindel og tyveri af jord. Højesteret blev bedt om at styrke love og bekendtgørelser, der kan ”forbedre kampen mod korruption og effektivisere beslaglæggelsen af ulovligt tjente penge og ulovligt inddraget jord”.


På Transparency Internationals globale korruptionsliste er Vietnam på 107. pladsen ud af 180 lande.


Startede med ”doi moi”

Hele spørgsmålet om beslaglæggelse af jord er en yderst kilden sag, idet det teoretisk set står i modsæt-ning til den officielle kommunistiske eller socialistiske ideologi. Derfor er det vigtigt for den vietnamesiske regering at det kan ses at den gør noget aktivt for at bekæmpe de uheldige følger af dette.


Problemets opståen hænger sammen med den liberalisering af samfundsøkonomien som fandt sted i 1986 med det nye reformprogram som blev kaldt ”doi moi” (fornyelse). Det betød at man antog en ny udviklingsmodel, der gjorde op med den centraliserede sovjetisk-inspirerede model, som man havde fulgt i det nordlige Vietnam siden 1950erne og sidenhen i det sydlige Vietnam.


Reformprogrammet førte til ned-læggelse af kooperativer i landdistrikterne, indførelse af profit i de statsejede virksomheder, muligheden for at oprette private virksomheder og åbne landet for udenlandske investeringer. Målet var først og fremmest at øge fødevareproduktionen i en situation hvor Vietnam stadig var smadret og forarmet og led under eftervirkningerne af krigen. Vietnam blev udsat for boykot af USA og store dele af den vestlige verden (inkl. Danmark), på trods af at USA havde lovet en hjælpepakke på 3,5 milliarder dollars, der aldrig kom.


Den nye udviklingsmodel betød at kooperativerne blev brudt op og jorden blev fordelt ligeligt mellem bønderne. Det havde en umiddelbar positiv virkning idet man i løbet af få år udryd-dede fødevaremanglen og skabte et overskud af ris og eksport, hvor man tidligere måtte importere ris. I slutningen af krigen levede 70% af de 50 millioner indbyggere under fattigdomsgrænsen. I dag er befolk-ningen på 95 millioner og under 10% af befolkningen er under fattigdomsgrænsen.


Da Vietnam åbnede op for markedsøkonomien og der var indgået en fredsaftale ift. Cambodja i 1992 (USA begrundede sin handelsboykot af Vietnam med den vietnamesiske intervention i Cambodja i 1978, hvor Pol Pot-styret blev fjernet), ophævedes embargoen i 1994. Dette førte til en omfattende transformation af samfundet fra et subsistenslandbrug til en industri og service økonomi. 80% af befolkningen var bønder og landmænd i 1995, hvor de i dag udgør 40%. Landbrugssektoren udgjorde 46% af BNP i 1988, sammenlignet med 15% i 2017. Vækstraterne i Vietnam var indtil finanskrisen i 2008 - 2009 imponerende høje: 6 - 8%. De er faldet lidt til 5,5 – 5,1%, men er stadig pæne. Dette og befolkningstilvæksten betyder også at det ikke er sandsynligt at eksproprieringen af landbrugsjorden vil aftage.





Hvem ejer jorden?

Problemet med den måde man nedlagde kooperativerne på, var imidlertid at det skabte uklarheder om-kring hvem der ejede landbrugsjorden. Den nye landbrugsjord forsatte med at være statsejet, sådan at staten lettere kunne tage jorden tilbage. Dette samtidig med at bønderne fik attester på at de havde fast ejendom, selv om denne ejendom kun var en brugsret, til landbrug. De kan sælge eller overdrage dele af eller hele denne jord, fx til deres børn. Men staten har i sidste ende retten til at ændre anvendelsen af jor-den til industrielle eller boligmæssige formål.


Hermed er bolden givet op til utallige konflikter og folkelige protester, samt andre former for aktioner for at stoppe byggeprojekter. For eksempel i en sag med planer om et byggeri af luksusvillaer og lejligheder i en forstad til Hanoi. Her har bønderne bl.a. brugt underskriftsindsamlinger, er gået til domstolen, skrevet budskaber på Facebook og arrangeret sit-ins foran Folkekomiteens kontor. Dette har også ført til voldelige sammenstød med politiet og fængslinger.


I april 2017 tog hundreder af bønder og landmænd 38 politibetjente til fange, der var blevet sendt ud for at standse deres protester. Myndighederne sendte i dette tilfælde formanden for Hanois centrale Folkekomite ud for at forhandle om betjentenes løsladelse, hvor han lovede bønderne en bedre kompensation for de-res jord.


I 2012 forsvarede en landmand, Duan Van Vuon, ved Hai Phong sig mod tvangsudsættelse uden kompensation ved at skyde og såre seks politifolk (VietNam Ajour 1/2012, red.). Han og hans familie nægtede at flytte fra deres hus og jord, som de havde dyrket siden 1993. Tre huse på grunden blev jævnet med jorden af de lokale myndigheder.


Dette var en sag der voksede sig rigtig stor i Vietnam, og hvor der var enighed mellem medier, bloggere og fremtrædende medlemmer af regeringen om at Vuon var blevet hårdhændet og uretfærdigt behandlet. Almindeligvis forsøger myndighederne at tackle disse situationer ved at indlede en dialog for at overtale bønderne.


Men de protesterende stiller sig sjældent tilfreds med dette. Men den voksende middelklasse er fuldt tilfredse med udviklingen. De udgør nu 13% af befolkningen og vil blive 20% i løbet af få år. De ser bønderne som forhindringer for fremskridtet. Nogle bønder klarer sig godt i denne omstilling. De kan få tilladelse til at beholde et lille stykke jord, som de sælger til en god pris og bygger et hus. Deres børn får måske jobs i industrien og tjener mere end de kunne som bønder. Mange er glade for at slippe for det hårde arbejde i rismarkerne. Men det er også vanskeligt at finde jobs i industrien til alle bønder, der har mistet deres udkomme. Ofte påtager udenland-ske selskaber, der opnår tilladelse fra myndighederne til at bygge, sig i tilgift at skabe arbejdspladser til de bønder der mister deres jord, eller at sørge for infrastruktur som broer, veje og skoler, som staten er ude af stand til at finansiere. Men bønderne bliver også vrede, når deres børn ikke får de jobs de blev lovet.





Hårde straffe for at demonstrere eller for internet-aktivisme

For de demonstrerende vanker der hårde straffe, hvis de arresteres. Måneders, ja års fængsel. De står svagt over for myndighederne og uden tilladelse til at organisere sig. Facebook er et af de midler der står til deres rådighed og som forener dem i en national eller regional mobilisering. Facebook har over 30 millio-ner følgere i Vietnam. Mange af disse protester dækkes ikke i medierne, da det kan være farligt at rapportere om dem, med mindre det er en mere opsigtsvækkende sag, hvor en partirepræsentant sendes ud for at forhandle med de protesterende.


På den anden side slår myndighederne også hårdt ned på internet-aktivisme. I april 2018 opgjorde Amne-sty International antallet af samvittighedsfanger til minimum 97. Men tallet er sikkert meget højere, vurderer de. Fra den 1. januar 2019 er der indført en ny cybersikkerhedslov, der kræver at internet-platforme fjerner indhold der anses for en trussel mod den nationale sikkerhed.


Ekspropriering af jord og ekstrem byudvikling er med til at forværre miljøet og følgerne af klimaforandringerne Vietnam er for øjeblikket det femte land i verden mest truet af klimaforandringer. Den uhæmmede ekspro-priering er jord og miljøforureningen, der ofte følger med nogle af projekterne, er med til at forværre pro-blemet. Dette er også en kilde til sociale protester. Kulfyrede kraftværker er i stigning, hvor de udfases an-dre steder i verden af hensyn til klimaet, og borgerne protesterer imod dem (VietNam Ajour 2/2019, red.).


Da tusinder af døde fisk i 2016 skyllede ind på kysten ved Hue dræbt af forgiftet affald fra den taiwanesisk-ejede stålfabrik Formosa Ha Tinh Steel blev det en kæmpeskandale. Dette er den til dato største miljøkata-strofe i Vietnam, der forurenede 200 km kystlinje og ødelagde de lokale økonomier i fire centrale provinser (VietNam Ajour 3/2016 og 2/2017, red.). Der var demonstrationer over hele landet.


Formosa var blevet givet meget gunstige betingelser af myndighederne. Vietnam straffede formelt fire højtstående embeds-mænd for medansvar i 2017. Formosa Plastics aftalte at betale erstatning på 500 mio. dollars. Men følgerne af en udviklingspolitik, der i er baseret på ekstrem byudvikling og undermineres af spekulati-on, er først og fremmest med til at øge risikoen for oversvømmelser.


Højere byggeri, indvinding af flere landområder bidrager til dette. Samtidig fører den voksende befolkning til højere grundvandsforbrug, der sammen med højere og tungere bygninger betyder, at jorden sætter sig. Når havvandstanden samtidig stiger, forstærkes risikoen for oversvømmelser. Desuden medvirker udbygningen af ferieresorts til turisterne til stigende erosion i kystområderne, hvor digerne skylles væk. På centralkysten er der p.t. mindst 45 erosionssteder på kun 80 km strand. (VietNam Ajour 1/2019, red.). 25 af stederne har en så alvorlig erosion, at det kan ødelægge de lokales levebrød og infrastrukturen i området.


I Hanoi er der områder, som befinder dig under overfladen af Den Røde Flod. Men her er problemet pt snarere en faldende vandstand i floden, der skaber problemer for vandingssystemerne og dermed land-bruget i området. Den lavere vandstand skyldes især sænkning af flodbunden og overdreven opgravning af sand (VietNam Ajour 2/2017, red.).


Stigende havvandstand truer sammen med ændrede nedbørsmønstre også Ho Chi Minh City, der er place-ret i et floddelta lige ud til havet, og hvor der også foregår et storstilet højhusbyggeri. I dag ville omkring 1,7 millioner ud af byens over 7,5 millioner indbyggere blive påvirket af en ekstrem oversvømmelse.


I 2050 vil det være 12,9 millioner ud af byens på det tidspunkt 21 millioner indbyggere, der vil blive ramt. Bystyret har planlagt at bygge et 170 km langt dige i 2 meters højde rundt om byen. Men opdaterede data viser, at diget skal være 4,5 meter højt, for at kunne holde vandet ude. Desuden vil det blive svært at skaffe indbyggerne tilstrækkeligt med vand, da havvandstigningen betyder at saltvandet trænger længer op i flod-systemerne, hvor man henter en stor del af drikkevandet.


Selv om bystyrerne erkender disse problemer, betyder det ikke at de har mulighed for at standse den type byudvikling, der forstærker dem. Problemet for bystyrerne er især finansieringen, at de ikke har pengene til at investere i infrastruktur og klimasikring. Derfor kan man finde på næsten at forære et område til en deve-loper, hvis denne blot vil bygge en vej.


Henvisninger:

Pierre Daum, Le Monde Diplomatique (februar 2019) : « Résistances paysannes au Vietnam »

Xavier Monthéard, Le Monde Diplomatique (april 2010) : « A Hanoï, les gratte-ciel dévorent les rizières »

Doan Hong Le, dokumentar fra 2009 : « Who Owns the Land ? »

Marie Gibert og Juliette Segard, i Justice Spatiale, no 8, juli 2015 : «Urban Planning in Vietnam : a vector for negotiated authoritarianism »

Ulrik Andersen, Ingeniøren, 3. juni 2017 : «Klimaforandringer truer asiatiske storbyer»

Lasse Jensen, Information, 30. april 2015: «Hammer og segl, Starbucks og korruption”



Støt vietnam ajour



samt DVFs humanitære arbejde for kun kr. 275/år (200 kr. for studerende/pensionister)