4 MARTS 2014





Fragmenterede fortællinger



INTERVIEW: Han anses for en af Verdens mest indflydelsesrige kunstnere. Vi mødte Danh Vo i forbindelse med hans udstilling på Statens Museum for Kunst (SMK) i København i 2018.


Tekst: Jonas WS Andersen, Foto: Ole Silberg Johansen

Dansk-vietnamesiske Danh Vo er efter eget udsagn en mand, som vågner om morgenen og ser hvilket ben, der kommer først ud af sengen, og hvor det bærer ham hen. Vietnam Ajour mødte ham på en dag, hvor benene havde båret ham ind på SMK til en samtale om sin efterårsudstilling ”Take My Breath Away”.


Ingen rød tråd

Læser man om hans kunst i magasiner og udstillingskataloger, bliver den beskrevet som poetisk-politisk. Men Danh Vo, som ellers ikke er bange for at give sin mening til kende, benægter at have et budskab med sine værker. Spørger man, om der er en rød tråd i hans udstilling falder svaret prompte: ”Forhåbentligt ikke!” Hvad marketingsfolk og anmeldere ser i den af budskaber, må stå for deres egen regning, lader han os forstå.


Danh Vo laver sin kunst for sin egen skyld, ikke for publikum. En ting er dog kendetegnende ved hans udstillinger, medgiver han: De er fragmenterede og består af enkeltstående elementer, som er placeret i nye omgivelser og sammenhænge. Sådan var det med hans udstilling på SMK i 2013 ”We, The People (Detail)”. - Her havde han fået støbt en kopi af Frihedsgudinden i fuld størrelse og udstillet i ikke-samlede dele (se Vietnam Ajour 2013/3). – Og i hans aktuelle udstilling ”Take My Breath Away” er det etablerede fortællinger og konventionel tankegang som brydes op og blandes.


Vi fulgte hans eksempel og tog enkelte genstande – eller fragmenter - ud af udstillingen, og bad om hans egne ord om disse værker:





Lysekronen

Vi starter med et af udstillingens mest iøjnefaldende værker, som sikkert vil vække interesse hos en stor del at Vietnam Ajour’s læsere. Det drejer sig om en stor klassisk lysekrone, som stammer fra Hotel Majestic i Paris. Det var under denne lysekrone, at USA og Nordvietnam i 1973 underskrev fredsaftalen, hvor USA formelt afsluttede sit engagement i Vietnamkrigen.


Danh Vo købte lysekronen under et ophold i Paris. ”Jeg tænkte, det var meget problematisk bare at tage et objekt og udstille det”, fortæller Danh Vo. Men det gav mening, da jeg tog min far hen for at se den. På vej derhen var han meget urolig og emotionel. Danh Vo havde sørget for, at der var lys i lysekronen, da de ankom. Da de trådte ind i det, som i farens optik var ”forræderiets rum”, var hans eneste kommentar at, ”dronningen af Danmark må have sådan en lysekrone i sit slot”.


Det er netop denne reaktion, som Danh Vo finder spændende: ”Han så ikke på historien, men på funktionen. Sådan en lysekrone er jo designet til, at man skal lægge sine sorger bag sig.” Samtidig er Danh Vo bevidst om at publikum sikkert vil opleve lysekronen på deres egen måde. ”Vi læser jo ting forskelligt. Man kan ikke kontrollere folks måde at se på. Vi ser ting med de oplysninger vi ankommer med”.





Vietnamesisk hybermaskulinitet

Under et ophold i Los Angeles mødte Danh Vo en amerikansk fotograf, som under Vietnamkrigen havde været i landet for at tage billeder. Midt imellem de grusomme krigsbilleder, som prægede mediedækningen, havde denne fotograf, som Danh Vo udtrykker det, taget nogle ”superpoetiske billeder” af unge vietnamesiske mænd.


Et af dem hænger på udstillingen. Motivet består af to unge fyre, som holder i hånd, imens de ser på billeder på en fotoudstilling. Tidligere var det helt almindeligt at se fyre holde i hånd på gaden i Vietnam, men i dag ser man det sjældent. Som Danh Vo udtrykker det, var det et udtryk for ”hybermaskulinitet”.


Imens vi i andre dele af verden måske ville tillægge motivet homoseksuelle undertoner, var tankesættet i Vietnam så maskulint, at ingen ville kunne forestille sig, at det dækkede over andet eller mere end et venskab. Med Danh Vos egne ord repræsenterer billeder ”ikke det vi ser, men ideen om ting”.


En totem af hvidevarer

Et andet bemærkelsesværdigt værk på udstillingen, består af et fjernsyn og et køleskab med et krucifiks, stablet ovenpå en vaskemaskine. Maskinerne udgjorde den hjælpepakke Danh Vos bedstemor modtog, da hun ankom til Tyskland som flygtning fra Vietnamkrigen. ”Jeg synes ikke, det er mit ansvar at udfylde informationer, som ikke er kollektiv hukommelse”, fastslår Danh Vo. Den kollektive hukommelse er noget som majoriteten definerer.


Da jeg lavede dette værk, syntes jeg det smukke ved kunsten var, at hvis jeg skulle repræsentere min virkelighed, så var det, at den mangler informationer, jeg var en del af. På det tidspunkt vidste ingen, hvad værket handlede om. For vesterlændinge ville værkets elementer repræsentere noget helt andet, end de gør for mig. Det fik mig til at forstå, at det bedste jeg kunne gøre, var at repræsentere den ”ikke-kommunikation” der er imellem mig og andre.”





Integration er konfrontation

På udstillingen findes et indrammet familiefotografi. Billedet viser Danh Vo og hans to søskende i 1979 i en flygtningelejr i Singapore. Her var familien havnet efter de blev samlet op af et Mærsk-skib under flugten fra Vietnam. Siden kom familien til Danmark.


”Vi fik lov at vælge vores tøj hos Frelsens Hær og så kunne vi holde juleaften”, fortæller Danh Vo om billedet fra Singapore. Han husker ikke fotoet blev taget, men synes det er ”et sødt familiefoto”. Billedet afføder en fortælling om Danh Vos barndom i Danmark og nogle tanker om integration.


”Som lille var jeg bange for at være anderledes. Det var traumatisk dengang, men en meget stor kvalitet for mig i dag som kunstner. Jeg tror, det er de færreste mennesker, som er perfekte i de forestillinger samfundet har som ideal. Men jeg forstod først meget sent, at det var noget vås. Danh Vo mener også, det er noget vås, at vietnameserne i Danmark er godt integreret. ”Jeg synes definitionen i Danmark på integration er at tie stille og ikke at lave ballade. Og det er totalt forfærdeligt. Jeg synes integration er en konfrontation, og at der skal være ballade.”


Danh Vo kan godt forstå, at andengenerationsindvandrere – et ord han ikke selv bryder sig om – laver ballade. ”De skal lave ballade, forklarer han. Det er integration. Det er misforstået at man tænker, at når de passer sig selv, så er de godt integrerede. Det er jo fup og fidus, siger han med let ivrighed i stemmen.


SMKs café

Samtalen med Danh Vo foregår i museets travle café, og afslutningsvis kommer vi derfor ikke uden om at spørge til indretningen, som ifølge museets hjemmeside også er Danh Vos fortjeneste.





Men Danh Vo trækker let på skuldrene, som om det ikke er noget særligt. ”Jeg ville bare ikke se én Montana-café mere på et museum. Så jeg kom med nogle anbefalinger, du ved. Jeg siger til dem: Hør her, der findes masser af godt design.


Jeg kom bare op med nogle idéer til design. Noget som ikke ville komme til at koste mange penge. Hvis det blev en succes, ville det være alle pengene værd. Og det er det blevet. Der kommer flere mennesker i caféen end på museet! Det er så simpelt at tænke sådanne ting, fremfor at gå den gængse vej.”


Han fortsætter om museernes brug af sponsorer som eksempelvis Montana: Museerne får budget-cuts, og så sidder de alle sammen og tænker deprimeret på Montana, ik? Altså… Danh Vo tøver et øjeblik og ser opgivende ud… Good luck, slutter han sætningen og smiler overbærende.



Støt vietnam ajour



- og DVFs humanitære arbejde for kun kr. 275/år (200 kr. for studerende/pensionister)