17. maj 2020





Vi har prøvet det der var værre



Vietnam er naboland til Kina, hvor Covid-19-pandemien brød ud. Alligevel er Vietnam sluppet relativt billigt, og regimet nyder en fornyet – og fortjent – tillid og legitimitet. Vinh Prag bor lige uden for Hanoi og giver her en stemningsberetning.





Tekst: Vinh Prag - Foto: Thomas Bo Pedersen


“Lad os hånd i hånd skubbe Covid-19 baglæns!”

Sådan lyder det lidt uheldigt formulerede landsdækkende slogan, som vi ser og hører overalt på nettet, på gaden og i højttalerne i vores lejlighedskompleks. To gange om dagen.


Og det er ikke et slogan, som klinger hult som så mange andre, vi ser på propagandaplakater i gadebilledet. Den vietnamesiske regering har lært af kinesernes hemmeligholdelse af krisens omfang og valgt at spille med fuldstændigt åbne kort fra første smittede.


Liv under virusset

I begyndelsen, tilbage i januar, offentliggjorde myndighederne endda navn og adresse på de corona-ramte, så naboer kunne holde sig langt væk og beskytte sig selv, mens kommunalt ansatte iført beskyttelsesdragter sprøjtede gader og stræder med en eller anden form for desinfektionsvæske. Senere lærte myndighederne så, at der var grænser for, hvad selv de relativt autoritetstro vietnamesere gik med på, og de offentliggjorte smittede forblev anonyme.


Åbenheden har givet pote blandt offentligheden. Fordi regimet har behandlet befolkningen som voksne og delt alle bevæggrunde for deres tiltag, har befolkningen accepteret tiltagene uden meget brok. Læreanstalter – fra børnehaver til universiteter – har været fysisk lukket næsten siden vi fejrede månenytår (Tết) sidst i januar, så børn og unge i skolealderen har måttet prøve at lære årets pensum på den iPad, som de ellers kun ser tegnefilm og koreanske musikvideoer på.


Min egen treårige søn har således stort set ikke været i nærheden af større grupper af mennesker i over to måneder. Heldigvis har min hustru og jeg begge haft mulighed for at arbejde hjemme en hel del, så vi kunne tage os af ham på skift, indtil begge vore kontorer besluttede at låse døren et par uger inde i marts, så vi begge måtte sidde herhjemme i vores fine nye lejlighed og skiftes mellem at føle os skyldige over ikke at svare på e-mails og at lade vores søn se nogle afsnit af Paw Patrol.


Der er også masser af private initiativer. Vietnamesere er snarrådige, og vi har efterhånden set mange forskellige bud på, hvordan lejlighedskomplekser prøver at begrænse smittefaren ved elevatorknapper. Mange bygninger har håndsprit-pumper installeret uden for eller endda inde i elevatoren og skilte på væggen om, hvordan man vasker hænder ordentligt. Nogle elevatorer dækker knapperne med plastikfilm, som de skifter ud en gang imellem. Det sjoveste bud, jeg har set, er nok de elevatorer, som har et par dusin tandstikkere siddende i et stykke flamingo på væggen, som man så skal trykke på etageknapperne med, hvorefter man lægger tandstikkerne i en lille fastklæbet plastikkop.


Vores egen gruppe af bygninger har skænket alle lejligheder et vietnamesisk flag (for solidaritet og for frivilligt at udstille vores tiltro til regeringen) og en lille gavepose med stof-mundbind, håndsprit, håndsæbe og mundskyl.





En form for tryghed

Kun apoteker og fødevarebutikker holder åbent. Alt andet er lukket omkring os, og i en kultur som den vietnamesiske, hvor byboere oftest mødes på cafeer eller restauranter, fordi de færreste har plads til mange gæster derhjemme, er det et hårdt slag. Men det er ikke meget, man mærker til ubehaget. Som beboere i en af Sydøstasiens mest luftforurenede byer, er hanoianerne vante til at have maske på det meste af tiden alligevel, og på sociale medier tager de fleste isolationen i stiv arm. En … ja, viral video med en fængende popsang om at vaske hænder er blevet så populær, at den blev vist i det amerikanske satireshow Last Week Tonight.


En af de ting, der holder vietnameserne kørende, er en ret overraskende tro på regeringen, som mest kommer til udtryk, når det handler om en sundhedskrise. Ud over åbenheden har regeringen nemlig endnu et trumfkort. Alle tiltagene, som de har indført, ser ud til at virke. Rigtig godt, endda. Vietnam har omkring 100 millioner indbyggere og er tæt forbundet til Kina gennem politik, geografi, handel og turisme. Alligevel har vi i skrivende stund kun haft omkring 250 bekræftede tilfælde, hvoraf over halvdelen allerede er testet negativ. Ingen er foreløbig døde af Covid-19 i Vietnam.


Det er naturligvis de officielle tal, og en af de største grunde til, at Vietnam ikke bliver hyldet verden over for disse statistikker, er at resten af verden ikke stoler på en autoritær ét-parti-stat, som oven i købet drister sig til at bruge ordet ’socialistisk’ i sit officielle navn. Normalt ville den vietnamesiske befolkning være de største skeptikere, men de fleste her tror på, at hvis regeringen dækkede over en masse tilfælde eller – endnu værre – dødsfald, ville det være på sociale medier med det samme og spredt med bredbåndets hast gennem landets 45 millioner Facebook-brugere inden for et par timer.


Hvad så nu?

Som de fleste andre steder har pandemien rykket ved landets økonomi. Vækstraten spås at falde til 4,8 procent, men Vietnams økonomi er centralt styret og bundsolid. Folk har mistet deres job, og nogle brancher, såsom turistindustrien, er hårdt ramt. Til gengæld har vietnamesere for vane at spare op, så nogle måneder uden fast indkomst kan mange overleve. De fleste unge og ugifte bor hjemme hos forældrene og kan undvære lommepengene (for alle bubble tea-stederne er alligevel lukket).


Hanoi har nu været mere eller mindre lukket ned i et par uger. Regeringen nægter at kalde det en ’lockdown’ og insisterer på, at de blot kraftigt opfordrer folk til at holde sig hjemme (selv om de også er klar til at udstede bøder til folk, som bryder ’opfordringerne’). Nedlukningen af skolerne vil foreløbig vare indtil juni, og vi kan mærke, at den totale ’lockdown’ er på trapperne.


Men hjemme hos os er vi vant til vores nye rutine. Vi slipper for den lange pendlertur ind og ud af centrum, vi får tilbragt masser af tid sammen med familien (ja, nogle gange lidt rigeligt), vi lærer begge at lave nye retter, og vi sparer en masse penge. Vi glæder os til, at ting åbner sig lidt op igen, men vi kan ikke klage. Vi har stadig vores job, masser af grønne omgivelser og penge nok til både mad, håndsprit og mundbind.


Held og lykke derhjemme. Vi klarer os nok.



Støt vietnam ajour



samt DVFs humanitære arbejde for kun kr. 275/år (200 kr. for studerende/pensionister)