en hverdag på børnehospital nr. 1





22. februar 2020



Terkel Christiansen fortæller om en udfordrende hverdag på børnehospitalet og om perspektiverne for internationalt samarbejde på sundhedsområdet.


Af Terkel Christiansen

De lange, smalle gange beklædt med lyse glaserede fliser genlyder af barnegråd og syngende vietnamesiske stemmer, der helt overdøver lyden af scooternes dytten ude fra gaden. Næseborene fyldes af en skarp lugt af antiseptisk middel som er flittigt benyttet af den lille hær af rengøringsfolk i blå uniformer, der kæmper en ulige kamp for at holde gulvene blanke under de hundredvis af fødder, som konstant passerer over dem.


Temperaturen nærmer sig 40° i det trange forkontor, der fungerer som undersøgelseslokale på Infektionsmedicinsk Afdeling.





Jeg sveder under min hospitalsuniform, som er medbragt hjemme fra kolde Danmark (og er for en gangs skyld glad for, at hygiejneregulativet påbyder kortærmede kitler).


En toårig pige med udslæt og feber

Jeg sidder på en plastiktaburet magen til dem, man finder på de fleste gadekøkkener ude i byen, mens jeg forsøger at følge med i, hvad en vietnamesisk turnuslæge hastigt skribler ned i journalen på det bulede bord i blankpoleret stål: ”2 år gammel pige, feber gennem 10 dage, udslæt… mindre bedring, nu kramper”.


Overfor mig sidder en bekymret mor med en lille pige på skødet. Den lille hånd er varm, når jeg mærker på den, pulsen er hurtig, men regelmæssig. Øjnene er rødlige, blikket tomt og glasagtigt. Et rødt udslæt ses i ansigtet og videre ned af brystkassen. Intet abnormt at høre med stetoskopet, maven er blød og uden smerter. Da jeg kigger i munden til sidst, klynker hun lidt, men falder hen igen og bliver tyst med det samme.


Jeg veksler et blik med den vietnamesiske læge, spørger om hun er enig i, at patienten har mæslinger, hvilket hun nikker bekræftende til. Alligevel adskiller den lille pige sig fra de seks mæslingepatienter, som jeg allerede har set den dag. Hun er bemærkelsesværdigt stille og har siddet passivt under hele min undersøgelse. Dette giver dybe panderynker hos min nyuddannede kollega, der allerede er relativt erfaren, da hun som ung læge ser 50-80 patienter hver dag (herhjemme skal man være heldig for at se 20).


En rask 2-årig ville ikke reagere som denne pige. Overlægen tilkaldes og kommer prompte. Som vi mistænker, er pigens bevidsthedsniveau stærkt nedsat, og hun indlægges på afdelingens akutstue til de patienter, der kræver særlig observation.


Senere samme aften går hun i koma og må lægges i respirator, da hun ikke længere kan trække vejret selv. Den lille pige havde fået betændelse i hjernen – en frygtet komplikation, som kun rammer én ud af tusind patienter. Hun overlevede - heldigvis - men det er usikkert, om hun nogensinde kommer til at gå igen.





Største mæslinger-epidemi i årtier

Jeg er landet midt i den største mæslingeepidemi i Vietnam i årtier. Det er en konsekvens af en lav tilslutning til MFR-vaccinen (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) specielt i landområder, hvor rygter og misinformation om ”bivirkninger” til vaccination florerer.


I et forsøg på at inddæmme epidemien giver man vaccinen helt ned til 6-månedersalderen (mod ved 15 måneder i Danmark), men især de helt små uvaccinerede bliver ramt hårdt, da virussygdommen er ekstremt smitsom.


Mæslinger er i dag en sjælden sygdom i Danmark med fem tilfælde i 2018. Det jeg oplever i Vietnam, er altså noget, som vi danske studerende normalt kun får lejlighed til at læse om i bøgerne. Sådan er det faktisk med mange af de sygdomme, som jeg ser herude.


Mødet med det vietnamesiske sundhedssystem

Vietnams sundhedssektor er generelt velfungerende, når man sammenligner med andre tilsvarende lande, men den mangler i høj grad ressourcer.


Landets sundhedssystem er opbygget sådan, at alle bare mildt komplicerede tilfælde overføres til centrale, specialiserede hospitaler i de største byer. Ho Chi Minh City har således et øjenhospital, et infektionshospital, et kræfthospital osv., hvor patienterne kommer til fra mindre hospitaler i hele Sydvietnam. Jeg er på Børnehospital nr. 1 (vietnamesisk: Bệnh viện Nhi Đồng 1), som er det største og ældste af byens tre børnehospitaler.


De har omkring 1100 sengepladser (til sammenligning har Rigshospitalet 1400), men er kronisk overbelagt. I de fleste af sengene ligger der to eller tre børn i samme seng på tætpakkede ti-sengsstuer. Forældre og pårørende fylder op på bambusmåtter på gulvet i patientstuerne samt på alle gangarealer og trappeopgange under hårdt pressede elektriske vifter. Der er mennesker overalt, og privatliv (og evt. en aircondition) er en luksus, som man skal betale ekstra for, hvis man kan.


Sundhedsydelser er finansieret ved en offentlig sundhedsforsikring, hvor der typisk er en egenbetaling på omkring 20 %. Børn under seks år får gratis behandling i de fleste tilfælde.






På hospitalet er man pinligt klar over pladsmanglen. De er ved at bygge ud i den nordøstlige ende og skal frem til 2025 have udskiftet de nedslidte bygninger fra den amerikanske tid (1970’erne). Hvilket er på tide - børnehospitalet er helt tydeligt ikke bygget til at håndtere det antal patienter, som den unge befolkning producerer i dag (på det nærliggende Tu Du-fødselshospital så jeg fire børn komme til verden på under en time!).


I Vietnam behøver man ikke en lægehenvisning for at søge hospitalsbehandling, og da mange ikke stoler på det faglige niveau på provinshospitalerne, ses konsekvensen som tusindvis af ventende patienter og deres forældre i hospitalets dagklinik. De har omkring 7000 ambulante patienter om dagen, og de fleste er vandret ind fra gaden. Her går det tjept, skal jeg ellers lige love for!



Støt vietnam ajour



- og DVFs humanitære arbejde for kun kr. 275/år (200 kr. for studerende/pensionister)