Foto: Piger fra Little Rose Warm Shelter snakker med en lokal socialarbejder og en frivillig fra DVF
Af Loan Tran
Lan Anh’s far var alvorlig syg og kunne ikke arbejde, så hele familien kunne ikke leve alene af moderens indtjening. Hendes onkel blev opmærksom på situationen og risikoen for at børnene måtte stoppe med deres skolegang. Derfor anbefalede onklen forældrene at sende Lan Anh til Little Rose Warm Shelter, så hun kunne fortsætte med at gå i skole, hvilket forældrene accepterede.
En flittig pige
Lige da hun var flyttet ind, var hun meget overvældet af de nye omgivelser og den nye dagligdag. Det var første gang nogensinde at hun var væk fra forældrene. Der var vanskeligheder derhjemme, og hun havde besluttet sig for at gå efter at få en uddannelse.
Fra starten vurderede shelterets socialarbejdere og lærere at hun var en venlig og flittig pige. I løbet af årene på shelteret, har hun udviklet mange gode egenskaber. Hun er blevet en stærk, selvstændig pige, som altid har klaret sig godt i skolen. Hendes karakterer har altid været over middel, undertiden i top. Hun har altid hjulpet de andre piger på shelteret, ikke mindst de yngre, og er blevet en ansvarsfuld leder i pigeflokken.
Little Rose Bageriet blev stiftet med det formål at være en bæredygtig løsning til at generere midler til at drive shelteret. Lan Anh har været en vigtig del af bageriets udvikling og absolut den dygtigste I bageriet. I 2018 færdiggjorde hun gymnasiet og blev optaget på Handelshøjskolen.
Vikar på shelteret
Selvom hun på dette tidspunkt var fyldt 18 år og egentlig skulle forlade shelteret, søgte hun om at blive der som frivillig for at hjælpe de tre socialarbejdere med deres mange pligter. Da socialarbejderen Ms. Oanh gik på barsel, trådte Lan Anh ind som vikar og gennemførte vikariatet på imponerende vis. På nuværende tidspunkt er hun på sit tredje og sidste år på sin videregående uddannelse, og hun håber at finde et godt job der passer til hende.