anmeldelse: khmer cuisine





22. februar 2020



I hjertet af København findes en hemmelig kælder der emmer af noter fra et fjernt sted. Straks man træder ind, bliver man ledt til varmere himmelstrøg på grund af de særlige dufte der breder sig i lokalet, samt den yderst venlige og imødekommende betjening.





Khmer Cuisine

Store Kongensgade 92

1264 København K

Tlf. 33 12 06 37

www.khmercuisine.dk


Af Cecilie Roslev

Vi er i det cambodjanske køkken, en lille familieejet restaurant åbnet ud af lyst og savn. Søskendeparret Khemary og Tithira Hing kom til Danmark i 1988, og har siden savnet at kunne spise traditionelt cambodjansk her. Derfor tog de sagen i egen hånd og åbnede restauranten Khmer Cuisine.


Det sure og det søde

Lidenskaben for den traditionelle cambodjanske gastronomi fornemmes allerede fra første øjeblik i restauranten. De fremmede og indtagende dufte der breder sig, kommer fra det traditionelle krydderi Kroeung, som er en speciel type karry. I modsætning til det thailandske og det vietnamesiske køkken, som bærer præg af henholdsvis det stærke og de friske krydderurter, samler det cambodjanske køkken det sure og det søde, det sprøde og det kogte, det krydrede og det milde og resultatet er unikt. Smage der omfavner alle sanser – og som er helt specielle. Udover Kroeung anvender man ofte fermentering i det cambodjanske køkken, hvilket jo både er moderne og bæredygtigt.


Vi blev placeret ved et hyggeligt bord inderst i restauranten. Med et langt menukort, der rummer faste menuer, en række forretter, a la carte hovedretter, forskellige nudler, veganske retter og desserter, er der noget for enhver. Vi fik Sach Ang - kylling marineret i Kroeung på spyd med pickles og Naim Chien - forårsruller til forret. Rullerne er der ikke så meget at sige om, de var veltilberedte, sprøde og standard. Derimod var kyllingen en eksplosion af smagsnuancer, mør og af god kvalitet. De råsyltede grøntsager stod i fin kontrast til det bløde kyllingekød – netop som traditionen foreskriver. Det bløde møder det knasende.


Den fermenterede smag

Til hovedret fik vi Nhoam Svay Trei Ang som er skindstegt torsk – stegt til perfektion og lagt på en bund af frisk mangosalat vendt i fermenteret dressing. Igen kontrastfyldt og utrolig veltilberedt. Den fermenterede smag, synes for de fleste lidt besynderlig, men den kravler ind under huden lidt efter lidt, og retten fremstår som en gennemtænkt genistreg af umami.


Vi fik også Kaw Koh – en klassisk stuvning med oksekød og grøntsager og hertil ris på siden. En varmende mundfuld med helt mørt kød og grøntsager, hvor krydderierne var trængt ind til kernen. Tilberedt med tålmodighed og passion.


Vores sidste hovedret var Char Kh’nhei, som er en ret, der primært består af tynde strimler frisk ingefær og den asiatiske svamp Woodear, svitset sammen med kylling på wok. Min personlige favorit. Retten fremstår simpel i udseende og på ingredienslisten, men teksturerne og smagene virker nøje sammensat. En helt igennem unik kombination, som ikke kan sammenlignes med noget fra andre køkkener i omegnen.


Til dessert smagte vi Chek ktiss, som cambodjanerne typisk fra gadekøkkener. Banan kogt i kokosmælk med tapioca-perler og peanuts på toppen. En sød og salt suppe som nok for de fleste ikke stemmer overens med danske tanker om det søde køkken… men dog alligevel en medrivende smagsoplevelse.


Kontraster og teksturer

Det gennemgående tema for det cambodjanske køkken er tydeligt præget af kontraster i smagsnuancer og teksturer. De simple udtryk på retterne fremstår efter første bid, som mere velovervejede komponerede retter, hvor balancerne giver mening på et dybere plan og smagene er vidunderligt særlige og varme – ligesom betjeningen. Ønsker du at åbne øjne og smagsløg for noget nyt og lækkert, er Khmer Cuisine et sikkert valg.


Med 4 ud af 5 stjerner herfra, bliver det en klar anbefaling!